Temaet i år var "syndebuk".
Normalt beskæftiger jeg mig med videoproduktion til større og mindre virksomheder, så jeg tænkte at det ville være en sjov udfordring og en spændende kreativ process at arbejde indenfor lidt friere rammer.
Jeg havde på forhånd allieret mig med den danske stuntkoordinator Deni Jordan og da emnet fredag ved middagstid blev offentliggjort, sad vi klar på mit kontor og gik igang med at brainstorme.
Regnen udenfor var en vigtig faktor for valg af location. Vi ville gerne have at optagelserne var så behagelige og sjove for alle parter som muligt og vi besluttede os for at skyde vores film i Hummer Højmarks garage hos Dansk Special Effekt Service.
Ud fra dette fandt vi på en historie om en mekaniker, hans lærling og en overboss, der på humoristisk vis gang på gang giver skylden for diverse fejltrin videre til personen under dem i hierakiet.
Deni startede med at få fat på Anders Nylander Thomsen, en ung stuntfyr som var helt frisk på at være med i vores kortfilm. Vi ringede derefter til skuespiller Lars Bjarke, der takkede ja til at medvirke som overbossen i fortællingen. Lars spurgte om han måtte tage sin søn Toke Lars Bjarke med og om vi eventuelt kunne finde en lille rolle til ham i filmen.
Vi brainstormede derefter på en idé hvor bossen har en søn som laver ballade på værkstedet og skyder skylden på mekanikeren, som skyder skylden på lærlingen osv.
Vi ville gerne have at filmen indeholdt et lille twist til sidst og kontaktede derefter den dansk/serbiske skuespiller Slavko Labovic og tilbød ham en lille rolle i kortfilmen. Slavko havde i forvejen planer om at bruge fredag aften med sin ven Morten Poulsen - danmarks højeste mand! Ham kunne vi naturligvis ikke dy os for at gøre brug af også.
Optagelserne stod på fra kl. 19.00 til lidt over midnat fredag aften og gik forholdsvis smertefrit. Vi havde fundet på en overordnet rammefortæling, en start og en slutning - resten af indholdet fandt vi på undervejs imens vi optog. Jeg valgte ikke at bruge kunstig lyssætning, ene og alene for at spare tid på optagelserne. Vi endte med at lave tæt på 100 forskellige indstillinger, hvilket aldrig havde kunne lade sig gøre hvis vi hele tiden skulle flytte rundt på en masse lamper. Optagelserne klarede jeg på et Sony EX-3 i 720p uden ekstra udstyr - og på en enkelt batteriopladning i øvrigt.
Lørdag kl. 9.30 sad jeg på kontoret og gik igang med redigeringen i Adobe Premiere CS4 på min Mac Pro. Det tog lige knap 3 timer at få første klip på plads, hvorefter jeg lavede et par hurtige grafiske skilte i After Effects og derefter gik igang med lydarbejdet, som nok var det aspekt af produktionen der tog længst tid.
Ved 19-tiden var alle lydeffekterne på plads og Deni var i mellemtiden kommet ind på kontoret. Efter et par gennemsyn besluttede vi os hurtigt for at klippe et 30 sekunders slagsmål ud, der ikke rigtig førte nogle vegne i fortællingen.
Rimelig hurtigt derefter fik vi udvalgt noget musik jeg ved en tidligere lejlighed havde sikret mig rettighederne til. Jeg havde frygtet at pålægning af underlægningsmusik ville være temmelig tidskrævende men vores første musikvalg virkede forbløffende godt og vi besluttede os for at beholde det i filmen.
Klokken ca. 20 ræsede jeg igennem en hurtig colorgrading af filmen, en forholdsvis nem opgave, da lyset på optagelserne var rimelig jævnt og ensfarvet - vi skød udelukkende om aftenen og undgik derved at der kom blåt "blandingslys" ind på vores optagelser udefra.
Colorgradingen ordnede jeg i det fantastiske Magic Bullet Looks fra Red Giant Software. Skyggeområderne hev jeg ned mod de blå-grønne nuancer og mellemtonerne hen imod de lidt varmere farver for at give skuespillerne en sund kulør i huden. En lille smule soft glow og en vignette i hjørnerne satte prikken over i'et.
Eksporteringen tog 10-15 minutter og klokken 21.00 havde vi en færdig film.
Du kan se resultatet af vores anstrengelser her:
Ris, ros og kommentarer til kortfilmen ovenfor modtages naturligvis hjertens gerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar